Skotland 2011

 

Fredag 1/7-2011

Drengene sagde farvel til Aase med en sang efter eget valg, hvorefter de stemte i med ”Nu går moar sin vej,…” Fruen kørte så til Aalborg og fløj via Kastrup til Edingburgh, hvor Henrik tog imod hende sidst på eftermiddagen.  

Turen gik sydøst på til Coldstream. Undervejs holdt vi ind på en rasteplads med borde og bænke for at strække benene. Henrik mente, at det var på tide at få startet geocaching-computeren og få overført caches, så han sagde for sjov ”skal vi ikke lige tage den cache, der ligger her.” Da vi havde fået startet pc’er og gps’er op, viste det sig, at der var under 30 meter til den nærmeste cache, som vi fandt (18 meter off), inden vi kørte videre i Davids Ford Mondeo.  Fremme i Coldstream fandt vi et B&B hos en sød ældre dame. Vores soveværelse havde udsigt ned over floden, hvor en mand stod og fiskede. Idylisk udsigt. Aftensmaden blev indtaget på den lokale pub og skyllet ned med en pint af det nationale bryg (Aase’s første Guinness).

 Lørdag 2/7-2011

Vi vågnede op til solskin og dejligt vejr. Listede ned i spisestuen til aftalt tid og fik et overdådigt morgenmåltid med cornflakes, müsli, mælk, juice, kaffe, ristet brød, marmelade og honning, samt en tallerken med spejlæg, bacon, tomater, champignons, pølser og baked beans. Tak for mad. Herefter gik turen over floden Tweed, som danner grænse mellem Skotland og England. Grunden til dette var, at Henrik lige skulle hente sin computertaske med pas og den slags på site i Hazelrigg Mill. Så fik fru Rasmussen også lige lejlighed til at se et tørreri.

Så var det tid til at se efter, hvor den nærmeste cache lå. Ifølge beskrivelsen ved en smal bro, og ja, det var faktisk rigtigt. Broen var smal og cachen (en letterbox) blev fundet ude af syne for de cirka 25 store børn med vandrestøvler og rygsække, der stod lige i nærheden.

Videre kørte vi i det grønne landskab med vandløb og grønne marker. 

En af de næste caches vi kom forbi (passerede nogle stykker uden parkeringsmuligheder), var Flodden Field Battle, en slagmark fra 1513, hvor Skotland og England var i krig. En virtuel cache, hvor vi skulle tælle sten ved et monument rejst til minde om de faldne soldater på begge sider. Der var en ganske kort gåtur fra parkeringspladesen til momumentet. Herfra var der også udsigt til en gammel lille kirke i nærheden.

Endnu to caches blev fundet inden frokost. Først en traditionel i vejsiden med udsigt til endnu en flot stenbro. Dernæst en nem lille multicache med et par løver. 

Så havde vi (troede vi) 4 forskellige cachetyper på en dag. Over frokosten (en kop kaffe og en yoghurt og en toast) besluttede vi os for at løse en mystery cache, så vi kunne slå vores egen rekord. Heldigvis var der en morseopgave til en cache, som ikke lå for langt væk. Den blev løst og rejseretningen blev justeret lidt. Denne cache blev også fundet efter at have passeret jernbanen. Nu fik vi blod på tanden og tænke om vi også kunne finde en earthcache i dag. Vi kiggede lidt i GSAK og udvalgte os ”Samson’s putting stone” som næste mål og fandt en sted at parkere i nærheden af Callander. Overfor parkeringspladsen lå et B&B sted lige ned til floden, men desværre var alt optaget. På med vandrestøvlerne og den lille rygsæk, læse beskrivelsen for at finde den ”rigtige” vej til cachen. Mødte en lokal vandrer med rygsæk, som gav os et lille (men temmelig godt) hint. Dejlig tur op ad bakken – hvilken udsigt og fantastisk solskinsvejr. Fandt Samsons sten, fik målt omkreds og taget fotos. Tog også lige en traditionel cache på stedet. En lille pause, hvor vi nød udsigten,  spiste et æble og drak lidt vand før turen ned. Tilbage ved bilen ringede vi og reserverede overnatning, inden vi kørte videre. Efter ganske kort tid gjorde vi holdt for at finde en traditionel cache. Her fik Aase øje på et skilt, som hun lige ville kigge nærmere på. Det gav bonus, for her fandt hun den sidste oplysning til earthcachen om Samsons sten.

Så gik turen videre ad snoede veje forbi flere søer (Loch dit og dat), hvor vi snuppede en enkelt traditionel cache i vejsiden. Henrik koncentrerede sig voldsomt om at køre i venstre side af de snoede veje – op og ned og ud og ind over Duke’s pass, mens Aase nød den helt fantastiske udsigt med solskin over søer, skove, bjerge/klipper og borge/slotte. Fremme i Aberfoyle fandt vi efter nogen søgen vores overnatningssted. Et gæstehus i haven med egen terasse med udsigt til en klippetop. 15 minutters gang ned i byen, hvor vi fik aftensmad. 

Søndag 3/7-2011

Vi vågnede endnu engang op til en dejlig solskinsfyldt sommerdag. Denne gang i Skotland. Vi var klar til morgenmad, da husværterne bankede på døren klokken 8:00 med den traditionelle engelske morgenmad: Bacon, scrambled egg, tomater, champignon og toastbrød. Vi spiste lystigt, da vi jo efterhånden ved at en dag sammen og med GPS ikke altid betyder mad til de ordinære spisetider…

Mens Aase noterede gårsdagens begivenheder havde Henrik fornøjelsen af at klare opvasken. 

Det er dog lidt svært at koncentrere sig om nogen af tingene, når bjergene står og råber efter opmærksomhed lige udenfor terrassen. Vi har da også booket samme dejlige sted for endnu en nat.

Vi havde ikke planlagt dagens tur på forhånd, men startede med at køre en lille tur op i bjergene, hvor vi fandt en cache kaldet ”Aberfoyle bat cave”. Det skulle efter sigende være muligt at se forskellige arter af flagermus i nogle miner, hvor der er udvundet skifer i gamle dage. Vi fandt dog hverken miner eller flagermus. Cachen fandt vi selvfølgelig… En lille gåtur i bjergene på 1,3 km. Ikke langt, men nok til at få syren til at arbejde lidt i bentøjet.

Herefter kørte vi den meget korte vej til ”David Marshall Lodge and Visitor Centre”, som er et rigtig dejligt sted på et plateau oppe i bjergene, med udsigt over byen Aberfoyle. Her er der oplysningscenter med info om dyre- og fugleliv i bjergene, et fint cafeteria samt en souvenir-butik. Herudover er der ”Go Ape” aktivitet med mega lang svævebane (mere end 400 meter lang…) som på midten hænger laaaaaangt oppe i luften, over træerne.

Vi valgte at vise os fra vores venlige side og undlade at belaste ventetiden ved aktiviteten. I stedet gik vi, efter en hurtig kop kaffe i cafeteriaet, tur i bjergene. 

Der var to caches, som vi gerne ville finde. Den ene var ret hurtigt fundet, da den lige ved en markeret vandrerute. Den anden viste sig at blive en udfordring…

Der var ikke voldsomt godt beskrevet, hvordan vi skulle komme til cachen. Og vi valgte så en ikke særlig smart løsning. Vi forcerede en ”flod” ved hjælp af glatte trædesten, kom den forkerte vej omkring en golfbane, og endelig fandt vi en brugbar vej til cachen. Troede vi. Det viste sig at blive værre endnu.

Vi måtte følge en sti op ad bjergsiden indtil vi var dobbelt så langt oppe som cachen, dreje af med en anden sti, fortsætte med den indtil vi var ud for cachen, og kravle ned ad bjergsiden, gennem skovbunden, over en bæk, forcere Aase-høje bregner, for til sidst at komme frem til cachen.

Da vi havde logget cachen blev vi enige om at vi måtte hellere fortsætte nedad bjergsiden. Efter ganske få meter kom vi ud på kanten af et lille plateau og kunne se, at vi måtte hellere komme op med en anden løsning. Vi kunne ganske enkelt ikke kravle på den stejle bjergside.

Vi fandt en bedre løsning. Efter mindre end 100 meter kom vi til en sti, som førte hele vejen tilbage til vores udgangspunkt. Tilbageturen tog tre kvarter. Hele turen var på 7,2 km og undervejs så vi to rådyr og et egern.

Efter denne tur i de pragtfulde bjerge, fik vi en velfortjent sandwich og en kop kaffe på terrassen ved cafeteriet, inden vi fortsatte turen.

I går havde vi set at der er et ”uldcenter” i byen. På det tidspunkt var der lukket, så vi ville lige omkring for at se det an. Det var en turist-butik med tøj, tøj, tøj, souvenirs, tøj, whisky og tøj. På et tidspunkt sagde Aase: ”Sådan nogle engle som dem her, kan man også købe på Fur”. Og Henrik fandt en vældig fin uld-hat, som han godt kunne tænke sig. Lige indtil han så, at der stod ”Made in China” på den. Så faldt interessen en smule…

Der var mange forskellige slags whisky, men vi blev enige om at vi vil hellere satse på at nå omkring et distilleri senere, og så købe nogle af de fine dråber der. Altså blev pengene i foret denne gang.

Da vi kom ud fra centeret, var fire sækkepibespillere i gang med at vise deres kunnen ved parkeringspladsen. Imponerende så meget lyd de kan lave.

Så gik turen videre til den næste cache, som kun krævede en kort køretur og en dejlig vandretur på 1,9 km op til et ”fairytale-træ”, som har en historie om et eller andet med feer. Det var da også ligesom i et eventyr at gå derop. Træerne kunne ikke tale, men med lidt fantasi kunne man nok finde på en god historie omkring de knudrede og mosbegroede gevækster.

 

Så gik turen hjem til vores gæstehus, hvor vi hurtigt pakkede ud efter dagens dont, hvorefter vi gik ned i byen og fik vores aftensmad.

På hjemvejen gik vi en lille omvej og loggede dagens sidste cache.

Mens Henrik har siddet og komponeret dagens afsnit, har Aase benyttet sig af at der badekar til rådighed. Jeg overvejer nu om jeg skal hoppe i i aften, eller vente til i morgen tidlig før morgenmaden bliver serveret klokken 8:00 i allerbedste engelske stil. Jeg glæder mig allerede…

 

Mandag 4/7-2011

Endnu en dejlig morgen i Skotland med sol og English Breakfast. Herefter var det tid til at få vasket op og pakket bilen. Planen var, at vi ville starte med at køre til Balloch men på grund af et skilt med Loch Lomond Visitor Center fik vi drejet af og kom i stedet til Balmaha.

Det viste sig at være rigtigt godt, for her var en god turistinformation samt et par caches. Efter en lille tur ned til lystbådehavnen og en efterfølgende kop kaffe, var vi klar til at montere vandrestøvler. Vi var enige om, at vi i første omgang ville prøve at nå op til den nærmeste cache – en traditonel cache, som lå på West Highland Way (en 152 km lang vandresti fra Glasgow til Fort William).

Turen op til denne cache gik okay, og 04.07A28 Conic Hillvi blev enige om at fortsætte ad WHW opad mod Conic Hill i meget langsomt tempo med en del indlagte pauser, hvor vi kunne nyde udsigten, mens Henrik tog billeder og Aase fik vejret! Efter en travetur på 1,9 km og en stigning på cirka 350 meter var vi endelig fremme. Pyha, det var hårdt. Her blev der holdt en lille pause med lidt vand, et æble og en kiks, mens vi forsøgte at svare på nogle af spørgsmålene til cachen. Resten må vi se, om vi kan finde på nettet. Nedturen tog knap så lang tid, men bed hårdt i benmuskler og knæled. Heldigvis er vi enige om, at det var de 3 timers vandring værd, selv om Henrik nu nægter at kommunikere med sine ben. Vi mødte ufattelig mange andre på stien, det er åbenbart et yndet udflugtsmål.

 

04.07B1 Balloch CastleHerefter gik turen til Balloch som oprindeligt planlagt. Vi kørte omkring Balloch Castle. Der er ikke adgang til selve borgen men til en kæmpe stor park som går helt ned til vandet. Derefter var det blevet tid til en lidt sen frokost (i allerbedste geocaching-stil), den blev indtaget omkring halv fem. Da vi følte, at Balloch var lidt for meget turistby til os besluttede vi os for at køre lidt mod nordvest til Helensburgh, som viste sig at være en endnu større by. Ned på havnen og holde en tænkepause. Frem med brochuren over B&B steder, ringe til én som så lovende ud og så afsted mod Mambeg Country Guest House, hvor vi blev mødt af Marion, en lille hest og en gås (sidstnævnte to gik i haven). Her blev vi enige om, at  frokosten også kunne gøre det ud for aftensmad, så vi blev på værelset og slappede af med en kop kaffe/varm kakao, en øl og en halv pakke kiks.

 

Tirsdag 5/7-2011

Manden i huset serverede en fin morgenmad, hvorefter vi pakkede sammen og besluttede os for at vejret (let regnvejr) egnede sig bedst til sightseeing. Vi vendte derfor snuden mod Inveraray, hvor der skulle være  turistattraktioner. En tur med en ret smal og snoet vej langs Loch Fyne (og et enkelt stop for en cache) – og en dejlig udsigt til trods for byger og overskyet himmel.

Da vi nærmede os Inveraray, blev vi mødt af et dejligt syn; de hvide bygninger helt ned mod bugten. Ved havnen lå et museumsskib (der var lukket), byens gamle fængsel og en lille gade med butikker og spisesteder.

DSCN2385Vi gik ind for at se det gamle fængsel, hvor man kunne se plancher om fængslets historie, vi kom omkring domstolen, hvor juryen, dommer, vidner, anklagede og embedsmænd var dukker og retsagen gengivet som radiospil. Uhyggeligt, at et af jurymedlemmerne sad og nikkede, han var faldet i søvn. Hvem er mon sidst ankommet på billedet til højre?

DSCF2056

Derefter kom vi rundt og så de gamle fængselsbygninger. Nogle af cellerne var beboet af ”talende dukker”, andre af levende personer. Vi mødte et par indsatte og et par af de ansatte, mens vi gik rundt og så cellerne og de tilhørende plancher. Da vi selv undgik at blive indsat, nød vi vores frokost (Fish & Chips) som fingermad på en bænk ved havnen. Efter et kort besøg i endnu en ”uldbutik”, kørte vi op til den nærliggende borg Inveraray Castle.DSCN2410

Et imponerende bygningsværk, hvor vi gik rundt og så forskellige rum fuldt møbleret. En fantastisk våbensamling var udstillet i hallen, som siges at være det højeste rum i hele Skotland. Desværre var det ikke tilladt at tage fotos inde i borgen. Efter rundtur i en del af borgen (resten er privat og ikke tilgængelig, her bor Duken og hans kone sammen med deres tre børn noget af tiden) kiggede vi ganske kort på haven. Derefter blev vi enige om, at en lille kort vandretur i skoven efter en cache, ikke kunne være så slemt efter gårsdagens tur op på Conic Hill.DSCN2412 På grund af træfældning og arbejde i skoven, var ruten omlagt til en smal og til tider stejl sti, og vore ben var ikke helt enige med os. Cachen fandt vi i 315 meters højde ved et tårn, som vi havde set, da vi kørte nede ved vandet. Havde nogen af os vidst, at vi skulle helt herop, havde vi nok aldrig forsøgt, men det var helt sikkert turen værd. 360o rundt havde vi en fantastisk udsigt, vi kunne bl.a. se ned over borgen og havnen.DSCN2422

Da vi kom tilbage til bilen, bladrede vi lidt i brohuren med overnatningsmuligheder og bookede et værelse i Dalmally. Så fandt vi en restaurant, hvor vi bestilte dagens menu (laks – når nu man er ved kysten), men måtte nøjes med kylling, da der var udsolgt. Derefter kørte vi til vores logi, hvor vi DSCN2444blev mødt af en ældre dame, som straks fortalte os om en borgruin, hun syntes vi skulle se.Da vi kunne se, at der lå en cache i nærheden, kunne vi jo straks overtale hinanden til en lille smuttur. Cachen blev fundet og borgruinen lå i skønne omgivelser og vejret var pænt.

Onsdag 6/7-2011

 

Morgenmaden blev serveret af en meget snaksalig værtinde, som meget gerne ville høre, om vi fandt cachen, hvilket vi kunne bekræfte.

Efter det solide morgenmåltid pakkede vi bilen og kørte mod Oban, hvor vi havde læst at der skulle være et destilleri, hvor man kunne få en guidet rundtur. Dette blev så dagens hovedmål, da det allerede fra morgenstunden småregnede, og vores værtinde spåede en dag med meget regn.

 

For en gangs skyld satte vi GPS’en på en destination som ikke blot bestod af koordinater, men et reelt turistmål. Vi ankom til Oban relativt tidligt, og havde derfor ingen problemer med parkering, hvilket viste sig ikke at være tilfældet for de stakler der ankom senere på dagen. Bilerne holdt nærmest i kø for at overtage vores plads, da vi kørte, selvom vi holdt på ”Park and display”.

 

DSCN2457Vi fik en fin rundtur på distilleriet ”Oban”, hvor vi på turen fik en smagsprøve fra en tønde whisky som de havde taget hul på efter kun 10 års lagring (normalt rører de dem ikke i 14 år…). Det var en meget koncentreret drik (55% alkohol), som blev doseret i glassene med en lille pipette. Det smagte HENRIVENDE!

Rundvisningen sluttede af med en meget god forklaring på de forskellige whisky-typers placering på et kort, fordelt efter forskellige kriterier.

Herefter fik vi et glas af deres ”normale” 14-års whisky, hvilket naturligvis også smagte supergodt. (Her kan man nok godt fornemme, at det er Henrik, der har skrevet dagens afsnit). Henrik kunne naturligvis ikke dy sig og skulle have en flaske ”Oban Destillery Edition” som er en ”cask strength limited edition”  (= den lige fra tønden uden fortyndning). Den skal nydes! –Og så blev det også lige til en flaske af den ”almindelige” 14-års saft…

 DSCN2455Efter på det nærmeste at have brugt feriebudgettet på whisky, gik vi en tur på strøget i temmelig fugtigt vejr. Og da det nærmede sig frokosttid, droppede vi ind på et sted hvor de lavede de mest lækre pandekager. Aase klarede – næsten – en mega en af slagsen, med overflod af flødeskum. Henrik konsumerede 3 af slagsen med smør og ahornsirup som tilbehør. Den efterfølgende kaffe var på det nærmeste livreddende, da den kunne skylle de sidste stykker på plads…

 

Mens vi kæmpede med de gode pandekager var regnen hørt op, og vi bevægede os op gennem gaderne i Oban. Vores mål var en cache ved McCaig’s Tower, som er et spektakulært, men underligt, bygningsværk på bjerget over byen. Det er ganske enkelt et monument for McCaig familien, opført af – John McCaig – i 1897, for at beskæftige bygningsarbejdere… Det blev en ganske flot tur. Også selvom det begyndte at regne igen da vi skulle ned derfra igen.

 

Efter at være vel ankommet tilbage til den turistbefængte by, gik vi en tur op og ned ad hovedgaden, hvorefter vi besluttede os for at køre lidt mere nordpå. Vi ville gerne nå i nærheden af Port William, hvor torsdagen skulle tilbringes. Det lykkedes nemt, selv med et lille sidespring til en enkelt cache undervejs.DSCN2470

Vi fandt et skønt B&B i Onich, hvor vi blev budt velkommen sidst på eftermiddagen. Det første vi så fra karnappen på værelset, var odderen som svømmede rygsvømning  i Loch et-eller-andet udenfor (Loch Linnhe).

Her sidder vi så nu, efter et godt aftensmåltid, og Aase har nu serveret den anden kop kaffe, og – ja – Henrik skriver lidt her i dagbogen.

 

 

Torsdag 7/7-2011

Morgenmaden blev indtaget med velbehag, og vi blev enige om at booke vores dejlige værelse for endnu en nat.

Dagen i dag skulle bruges på en køretur ud til vestkysten (Atlanterhavet?) og tilbage igen.

Og i skrivende stund kan det blot konstateres: Mission completed.

 

DSCF2068DSCN2486Vi startede med at køre til Glenfinnann, hvor man efter signende skulle kunne få gode billeder af damptoget, som blev brugt i Harry Potter filmene. Vi ventede og ventede, og fik da også et par billeder, men var måske lidt skuffede.

 

Det landskab, vi kørte igennem for at komme dertil, var alt andet end skuffende. Ih, åh og næh.. blev hurtigt brugt op, og vi sad bare i stilhed og sugede indtryk til os. Ud og ind mellem dybe søer (Loch) og høje bjerge i dejligt tørvejr.

 

 

Vi kom ud til kysten mellem Arizaig og Morar, hvor vi så flot hvidt sand og havet i en fantastisk lyseblå farve. Der skulle findes et par caches; den første lå faktisk på en lille campingplads, hvor vi måtte passere tæt forbi campingvogne m.v. for at komme ned til stranden det rigtige sted. Vi var vist heldige med tidevandet, i hvert fald kunne vi nå over til cachen i vandrestøvler. Ved højvande kan vi forestille os, at det ikke er så nemt at komme tørskoet ud til de klipper, hvorpå cachen ligger.

DSC00125

Den næste cache lå i nærheden, her gik vi gennem klitterne ned til havet. Her skulle der passeres et lille vandløb, hvilket fik Henrik til at gå det sidste stykke alene, mens Aase smed støvler og strømper, smøgede bukserne op og soppede ganske kort i det meget kolde vand.

 

Næste stop var endestationen Mallaig, som er en fiskerby, hvorfra der går færge til nogle af øerne. Her var ret mange turister, men det lykkedes os at finde et sted at spise frisklandede fisk til frokost.

På tilbagevejen gjorde vi igen holdt i nærheden af Glenfinnan, for at finde en cache.

 DSCN2512Da vi nu var begyndt på geocaching, kunne vi ligeså godt tage et parstykker mere ved Neptuns Staircase ved Fort William. Det er et stort sluseanlæg, som blev bygget i starten af 1800 tallet. Imponerede og stort, der er 8 sluser/sektioner og det tager 1½ time for en båd at komme igennem her.

 

Bentøjet blev overtalt til vandrestøvler igen – og efter en gåtur på 5,2 km (et stykke op ad Cows Hill og ned igen) var der endnu 3 caches i ”kurven” samt fotos af en råbuk i kameraet.

 DSCN2479

Herefter gik turen tilbage til Camus House, hvor vi landede kl. 20.45, og nøjedes med en Tennents, nogle kiks samt et par kopper kaffe og the til aftensmad. Selv Henrik indrømmede at være en anelse træt.

 

 

 

Fredag 8/7-2011

 

Solskinsmorgen. Vores vært mente at vi skulle betale lidt ekstra for det besvær de havde haft med at skaffe en så smuk morgen til os. Efter morgenmad tjekkede vi ud efter at have konsulteret Alistair om den skønneste rute mod Aberdeen.

 

Det gode vejr fortsatte nogle timer, og efter at have kørt nogle miles, trængte vi til at strække ben. Det passede tilfældigvis med at vi kunne gå en dejlig lille tur forbi en fuglefoderplads og finde en enkelt cache. Lidt senere fandt vi én til – og en enkelt mere….

 

Herefter kørte vi efter en decideret turistattration, for vi er vel turister, og vi drejede ind på Highland Folk Museum, som er Skotlands svar på Hjerl Hede.

Her gik vi rundt i 2½ time – og fandt sørme en cache i nærheden – før vi nød en let frokost i deres cafeteria. Tomatsuppe, yoghurt og kaffe. Lige hvad vi trængte til.

 

Mens vi gik i parken begyndte det at regne lidt. Regnen fortsatte desværre resten af dagen, faktisk kørte vi i heftigt regnvejr på et tidspunkt, hvilket var temmelig trættende på de små snoede veje uden afløb for vandet, og en del modkørende trafik.

 

WhiskyVi havde indtil nu benyttet os af nogle rigtig gode ”where to stay”-guides, men var nu kommet udenfor de områder som vi havde guides til. Derfor besluttede vi os for at køre ind det første det bedste sted, vi kom forbi. Det blev så på det lille Delnashaugh Hotel, hvilket ikke var et dårligt valg. Her sad vi i dejlige stole ved baren og nød både øl og Oban whisky uden at tænke på at skulle køre bagefter. Nå ja –vi sad med hver sin computer og arbejdede slet ikke i ferien…

 

wamaVi indtog en dejlig middag på hotellet før vi etablerede os på værelset med en film fra harddisken. Forestil dig romantikken: en pc på en stol mellem to enkeltsenge. Valget faldt på ”Mamma Mia”…

 

 

Lørdag 9/7-2011

 

Denne morgen var der overskyet og let regn over det nordlige Skotland. Vi besluttede os for, at det dog ikke skulle forhindre os i en geocachingdag; vi havde jo regnjakkerne med. Efter en lidt bumpy start, hvor vi kørte den forkerte vej og caches blev fravalgt, kom vi i gang.

 

De første to, var traditionelle caches ved distillerier (vi er jo på whisky-ruten). Den ene fandt vi, den anden fandt vi ikke….

 

Så blev der skiftet spor. Henrik faldt over en spor-legs-cache, som han syntes lød spændende. Desværre er vort kendskab til det engelske sprog ikke helt perfekt, så vi forstod ikke, det hint, der var i cachens navn. Men efter at have travet rundt i skoven og ledt efter et spor, faldt tiøren endelig, da vi fik øje på noget, som man normalt ikke ser i skoven. Da først vi fattede systemet, var det faktisk meget sjovt at blive dirigeret rundt i terrænet i den retning tøjklemmen pegede. Det var bare med at bruge øjnene….

Inden vi kørte videre tog vi også lige en enkelt traditionel cache, der lå meget tæt på, hvor vi havde parkeret.

 

Efterhånden var det blevet kaffetid, og efter fundet af endnu to caches, fik vi kaffe i en gammel togvogn på en mægtig hyggelig station.

Tilbage til geocaching: Når nu vi var så tæt på, så skulle vi lige have Glenfiddichcachen med (Henriks foretrukne whiskymærke – indtil rundvisningen på Oban). Vi gik ned på distilleriet og kiggede så meget, som vi nu kunne uden at betale entré; butikken kunne man få lov til at se…

 

Derefter endnu et par drive-bycaches, inden vi valgte at kigge lidt nærmere på en vituel cache ved navn Bald Eagle. Da vi ankom til koordinaterne, viste det sig at den næste fremvisning på Falconercenteret var lige ved at starte. Vi blev taget lidt med bukserne om hælene, for vi var ikke klar over, at man skulle ind og se showet for at klare cachen. Men da vi egentligt godt ville se fuglene, betalte vi en mindre formue og kom ind. Der blev fløjet med 3 (4) fugle: 2 falke og en ugle (samt en ugleunge, som ikke ville lystre). Desværre kom ørnen ikke i luften, men vi fik lov at se alle fuglene.

 

Derefter nåede vi Huntly, som viste sig at være en rigtig charmerende gammel by. Vi fandt et B&B hos en spøjs fyr, og efter at være blevet indkvarteret gik vi en tur på cirka 5 km. Først ind i byen for at finde en cache, derefter en tur ned til floden, hvor Aase var så ivrig i sin jagt på en cache, at hun fik næsen i brændenælderne. Videre gik turen rundt i et flot grønt område med legepladser m.v. og endnu en cache i nærheden af skisportstedet (virker nok mere troværdigt om vinteren). Den sidste cache i rækken skulle også lige samles op – og hovsa der var jo en flot borgruin og en hyggelig allé tilbage til byen med de flotte huse.

 

Sidste aftensmåltid på Skotlandsferien blev nydt, inden vi gik tilbage til vort logi, hvor vi blev ”lullet” i søvn til sækkepiber. Det var genboen, der fejrede sin 50 års fødselsdag….

 

Søndag 10/7-2011

 

Efter morgenmaden gik turen mod Aberdeen, hvor Aase havde en aftale med SAS midt på eftermiddagen.

 

Inden alt for længe havde Henrik på GPS’en spottet et sted med parkeringskoordinater og en stribe caches rundt om. Rigtigt dejligt sted. Her kunne vi sikkert have brugt to dage. Vi kastede os ud i udfordringen og travede afsted efter den nærmeste cache, stierne var gode og ruten var godt beskrevet og cachen lå et fantastisk flot sted.

 

Frøken klokken blev konsulteret, og vi regnede ud, at vi skulle vende om kl. 12 for at være helt sikre på at kunne nå både frokost og fly. Videre afsted opad opad – men på en rigtig fin sti. Fantastisk udsigt og skiftende vejr. Ih hvor var der bare dejligt. Fremme ved den næste cache, måtte vi bare konstatere, at den kunne vi ikke finde. Ifølge beskrivelsen var det helt tydeligt, hvor den skulle være – men vi fandt den ikke.

Tiden tillod, at vi fortsatte højere op ad den stejle sti mod endnu en cache (feriens sidste – nr. 49), som Henrik fandt mellem klipperne nedenfor Mither Tap. Herfra var der udsigt langt langt ud – og med tydeligt markerede stier i lynglandskabet. Her kunne vi jo godt have gået en hel dag eller to, for her var bare så dejligt. En helt perfekt tur på den sidste dag.

 

Tilbage på parkeringskoordinaterne efter lige knap 10 km blev kufferter og tasker hevet ud af bilen. Nu kunne det ikke udsættes længere. Aase skulle have pakket sine tasker om, så det hele var klar til indlevering i lufthavnen. Da det var klaret, kørte vi ind på et cafeteria og fik frokost, inden de sidste kilometer til lufthavnen blev tilbagelagt.

 

Omkring kl. 14 blev Aase læsset af i Aberdeen Lufthavn og så sluttede den dejlige ferie……..

 

Skriv et svar